Trends fra Møbelmessen i Stockholm

Verdens største messe for nordisk møbeldesign og lysdesign, Stockholm Furniture & Light Fair 2019, er løbet af stablen. Messen er et must for alle der interesserer sig for møbler og indretning.  Forelæsninger, udstillinger og workshops giver en forsmag på tendenserne i de kommende år. Gennemgående indretningstrends i 2019 er træ af alle slags, bløde strømlinjeformede møbler, skandinavisk og japansk formsprog samt bæredygtigt design. Farve-trends 2019 går i retning af dæmpede jordnære farver, grøn og rav. Vi fra Gerdmans har været på møbelmessen for at lade os inspirere, og vi vil selvfølgelig gerne dele vores indtryk med dig!

Skandinavisk design møder japansk formsprog

På årets møbelmesse mødes skandinavisk og japansk design i en harmonisk og strømlinjeformet minimalisme. Det er enkle og rene linjer med et beroligende og naturinspireret formsprog, hvor der først og fremmest anvendes lyse træsorter. Som en hyldest til håndværket bruges nøje udvalgte materialer, hvilket ses i alt fra små detaljer til gedigne møbler. En helt tydelig indretningstrend i 2019 er altså et tiltalende og blødt formsprog, som inspireres af det smukke i naturen.

Farvetrends i indretningen 2019 

Fra den dæmpede jordfarvede palet dukker mere farverige brændte nuancer frem. Det er et spektrum som går fra en base af naturlige grå og beige toner til varme farver som terrakotta, rust og rav. Trenden med de grønne farver virker til at fortsætte og genfindes i nye nuancer, gerne med en grå, mat tone i både lette og dybe toner, hvilket skaber et farvespil, som tiltaler øjet. Helhedsbilledet er en harmonisk og behagelig indretning, dæmpet men bestemt ikke farveløs.

Indbydende runde former

2019 byder os velkommen med sit runde og appellerende formsprog. Vi fravælger det kantede og hårde til fordel for det strømlinjeformede og bløde, hvilket gør møblerne til et indbydende samlingspunkt i lokalet. Gerne i materialer som uld og hør med bløde tone-i-tone farver, ofte i kombination med glatte træflader, som bidrager med variation og liv.

Bæredygtig innovation

I de seneste år har branchen haft fokus på bæredygtig indretning, og det er fortsat en stærk trend i 2019. Mulighederne er mange, og der dukker hele tiden nye spændende alternativer op på markedet. Restprodukter fra egen produktion får nyt liv. Hør som traditionelt bruges ved fremstilling af hørtekstil, kan blive til rammen i fx en stol. Genbrugsmaterialer som aluminium, stål og plast anvendes i højere og højere grad ved produktion af kontormøbler. Og skal møblerne være helt biologisk nedbrydelige, kan man lade kartoffelstivelse, skal fra citrusfrugter og hvedeklid indgå i produktionen. Listen over innovative løsninger er lang, og vi kommer nok til at se mere af den slags frem over.

Skab 'rum i rummet'

Fremtidens kontor tilpasser sig helt og holdent efter individets behov, og skal kunne rumme alle aktivitetstyper. Historisk set er vi gået fra, at enhver havde sit eget lille kontor, til store, åbne kontorer. I de senere år er man så mere og mere gået over til at skabe 'rum i rummet' i det åbne kontorlandskab. Trenden med at bryde kontoret op i zoner forstærkes nu yderligere. Medarbejdernes behov er forskellige, og en persons behov kan desuden variere i dagens løb. Ved hjælp af møbler, lamper, lyd, lys, farver og planter skaber man zoner, som egner sig til forskellige slags aktiviteter. Der er brug for rum som fremmer ro, eftertanke og koncentration. Samtidigt er der behov for miljøer, som stimulerer til innovativ og dynamisk teamwork.

Optimerede arbejdsstationer til kontoret

At optimere og effektivisere arbejdsfladerne er oppe i tiden. En mobil livsstil og mere aktivitetsbaserede arbejdspladser er blevet almindelige. Det stiller nye krav til indretningen, og ofte må man finde helt nye løsninger for at få hverdagen til at fungere. Innovative funktionslister og skinnesystemer, som kan monteres på skrivebordet eller bordskærmen, byder på helhedsløsninger, som er tilpassede den moderne kontorarbejdsplads. Skærme, skrivebordslamper og skrivebordstilbehør monteres på funktionslisten og løftes således væk fra arbejdsfladen. Computeren, ledninger og papirkurven kan hænges op under skrivebordet ved hjælp af et smart liftsystem, hvilket skaber mere benplads og giver et mere ordentligt indtryk. Enkle og smarte løsninger, som bidrager til at skabe en bedre arbejdsplads!

 

;